Ægteparret Nina Piletska og Yuriy Ivancheskul fra Ukraine er begge blinde. Det betyder, at både sproget og kulturen i det nye land Danmark er sværere at forstå og også få ind under huden.
Men Skanderborg Kommune har som et helt særligt tilbud etableret danskundervisning for de to borgere i samarbejde med Sprogcenter Midt.
Og her er der blevet taget helt anderledes fat. Sammen med deres lærer Kirstin har de to blinde ukrainere besøgt forskellige steder, der indrammer både dansk kultur, miljø og værdier.
Det være sig besøg på den lokale genbrugsplads, den stemningsfyldte Tulstrup Kirke eller Øm Kloster. Nina og Yuriy har delt alle oplevelserne med Kirstin, og har udviklet deres danske sprog i takt med samværet, dialogen og oplevelserne. Det oplevede er blevet sprogligt bearbejdet hjemme i Skanderborg, og de to ukraineres nysgerrighed og sproglige ”gå på mod” har fået vinger.
Vi er stolte af, at samarbejdet med Skanderborg Kommune kan kaste sådanne tiltag af sig⭐.