Vi har netop afsluttet et 10-timers forløb om digitale lifehacks hos GM Plast A/S i Hedensted.
Her præsenterede vores underviser Mie Kjær apps, digitale læse- og skriveværktøjer og andre hjælpemidler, der bl.a. kan gøre det lettere at læse og skrive. Og det gav mange muligheder, var medarbejderne enige om🎉.
Medarbejder Michael M. Mortensen, som for nylig blev udlært som plastmager, udtaler: “Hvis jeg havde vidst noget om alle disse hjælpemidler, da jeg var i gang med min læreplads, ville det have været meget nemmere.”
Sohail Gulshan, der også driver eget firma, har fået hjælp til fakturering og andet administrativt materiale. Og en medarbejder, der er ordblind, fortæller, at han fremover vil få lettere ved at skrive beskeder til chefen og generelt fremstå mere professionel skriftligt.
Hos GM Plast A/S er der en stærk kultur for medarbejderudvikling, og vi er glade for at samarbejde med jer omkring videreuddannelse af jeres medarbejdere⭐.
Forløbet er en del af projekt ’Genveje i hverdagen’ og blev realiseret med støtte fra statslige puljemidler, der finansierer små kurser med det formål at nedbryde barrierer for undervisning og sprog. Kurserne medvirker til, at flere får lyst og mod til at deltage i ordinær FVU-/OBU-undervisning📚.