Nyhedsoverblik

Værter vil lukke verden ind

Fra slutningen af juli indtager 19 udenlandske studerende fra 10 lande Horsens i tre uger. De skal på sommersprog-
skole på Sprogcenter Midt med både foredrag om Danmark, danskerne og danske værdier og med ture rundt i landet for at se lidt nærmere på Kierkegaards og H.C. Andersens fædreland.

De unge, der er fra 18 til 25 år, skal indlogeres privat, og de værtsfamilier, der allerede har meldt sig, glæder sig.

-Vi har før talt om at have en udvekslingsstuderende boende, men et år er også lang tid. Tre uger kan vi sagtens overskue, og så får vi også lejlighed til at træne vores engelsk og lære lidt om en anden kultur. Det er fint at få trænet vores engelsk, og især de to ældste børn på 14 og otte vil helt sikkert få en fin oplevelse, siger Stine Gyldenløve Hovgaard fra Sejet.

Hendes familie skal være værter for 21-årige Memolivia fra Zambia, som til daglig læser medicin i Tyrkiet, og Stine ser frem til at få et indblik i Memolivias verden og hverdag.

-Men hun kommer også til at opleve vores danske hverdag – f.eks. skal hun med til en familiefødselsdag, oplyser Stine.

For Brith og Steen Kromann de Blanck, der bor centralt i Horsens, var valget heller ikke svært, da de på Facebook så efterlysningen efter lokale værtsfamilier.

-Vi har plads, fordi begge vores piger er væk i øjeblikket. Den ene læser i Roskilde og den anden rejser rundt i USA, og her bor hun bl.a. ved gamle fodboldvenner fra en amerikansk venskabsklub, som også har været på besøg hjemme hos os her i Horsens. For os er det helt naturligt, siger Brith.

Parret skal byde velkommen til 19-årige Hiari, der er en af de syv japanere i flokken. Det er et bevidst ønske, understreger de.

-Vi har rejst en del og mødt mange mennesker rundt om i verden, men ingen af os ved ret meget om Japan eller japansk kultur – og nu var chancen her. Når verden kommer til Horsens i tre uger, er det da bare om at slå dørene op, siger Steen.

Der er fortsat plads til lidt flere værtsfamilier for de 19 unge, der ud over Japan og Zambia kommer fra bl.a. Belgien, USA og Iran.

Er man interesseret, kan man henvende sig til Lisa Jo Enevoldsen på Sprogcenter Midt på lisa.j@sprogcentermidt.dk.

Stine (tv),  Steen og Brith – værtsfamilier


jun, 2019

Tags: , ,