Nyhedsoverblik

Tre timer giver ny energi

Tre timers danskundervisning giver ny energi

Hver uge får ca. 20 udenlandske medarbejdere hos Reitan Distribution i Horsens hjælp til at forbedre deres danskkundskaber i tre timer. Det sker i arbejdstiden, med Sprogcenter Midt som underviser, og effekten har været klar, siger lagerchef Allan Ravn:

Der er ingen tvivl om, at medarbejderne får ny energi med fra undervisningen. Det er ikke dem alle, der har de bedste minder fra deres egen skolegang, men her får de nyttig viden og en tro på, at det betyder noget at opkvalificere sig. Vi får både bedre og mere motiverede ansatte ud af det, siger han.

Undgå misforståelser

Kurserne finder sted enten om eftermiddagen eller først på aftenen, så kursisterne kan møde op på vej til eller fra jobbet. Flere af dem har været i Danmark mange år, og taler og forstår for så vidt dansk udmærket. Men der er brug for mere end blot at kunne tale hurtigt med f.eks. de mange chauffører, som hver dag kører til og fra Reitans center på Marsalle i det sydlige Horsens. Især er grammatikken vigtig for mange af dem.

-Meget af mit arbejde i support foregår i telefonen, men jeg har hver eneste dag brug for at skrive mails og give forklaringer eller beskeder ad den vej. Skriftligt dansk er vigtigt at kunne, ikke mindst for at undgå misforståelser, siger Indre Bobinaite, der stammer fra Litauen.

Hun har en dansk kæreste og taler derfor sproget derhjemme, men ellers er engelsk ofte benyttet som fællessprog hos Reitan, hvis danskkundskaberne ikke slår til. Det er der ikke noget i vejen med, men:

-Vi kan jo lige så godt tale og skrive dansk, når vi nu er her. Hvis vi skal falde godt til i Danmark, skal vi også kunne bruge og forstå sproget, siger Gudbjørn Gardarsson, der flyttede til Horsens fra Island i 2011.

Flere af kursisterne har tidligere fået danskundervisning, men ikke så målrettet i forhold til grammatik og skriftlige formuleringer. Samtidig er de alle meget ivrige efter at lære af deres fejltagelser og ikke gentage dem:

-Jeg har læst nogle af de mails op, jeg har skrevet, så vi kan snakke om, hvordan formuleringerne fungerer, siger polske Ewelina Paukszielo-Borek, og litauiske Migle Høgnaberg supplerer:

-For mig er det vigtigt at vide, om det, jeg skriver, kan opfattes uhøfligt, hvis jeg bliver lidt for direkte. Der er så mange flere elementer, man skal være opmærksom på, når det er på skrift – f.eks. om noget kan opfattes som ironi, eller om noget virker skarpt, hvor det ikke var meningen, siger hun.

Piotr Pamula fra Polen taler allerede ganske godt dansk, men kurset er alligevel meget velkomment, understreger han:

-Det skriftlige er én ting, men vi kommer også rundt om talemåder fra dagligdagen. Vi skal jo ikke kun tale med de danske kolleger om arbejde; det er også rart at kunne snakke om, hvad man f.eks. har lavet i weekenden. Ja, vi har også set dronningens nytårstale – det er jo en meget dansk ting, siger han.

Stor motivation

Underviser Kirstin Sander Jacobsen fra Sprogcenter Midt er glad for kursisternes entusiasme og gåpåmod:

-Jeg presser dem nok lidt engang imellem, men de tager imod udfordringerne uden at kny. De laver fremlæggelser, vi taler om deres hverdagssprog – i det hele taget taler vi meget dansk, fortæller sjove historier fra hverdagen og driller hinanden lidt. Det giver en god stemning på holdet, og alle er meget motiverede for at lære, pointerer hun.

Lagerchef Allan Ravn er godt tilfreds med samarbejdet med Sprogcenter Midt:

-Det har været effektivt; præget af god dialog og vilje til at finde løsninger – og sprogcentret har været rigtig gode til at lave opfølgning undervejs. Vi er meget glade for samarbejdet, og vores medarbejdere er også meget tilfredse med den undervisning, de får. Det er med til at motivere dem endnu mere i dagligdagen, fastslår han.


Skal dine medarbejdere også blive bedre til dansk?

Få skræddersyet en løsning i samarbejde med Sprogcenter Midt. Vi starter med at afstemme forventninger om indhold og mål for undervisningen.

4 ting du bør vide om danskundervisningen

  1. Undervisningen kan være gratis
  2. Vi kan undervise på virksomheden og i arbejdstiden
  3. Virksomheden kan søge løntabsgodtgørelse (SVU)
  4. Vi afdækker jeres behov, screener medarbejderne og sætter de rigtige hold sammen.

Vil du vide mere?

Kontakt Sprogcenter Midt Erhverv, Elna Leth Pedersen på 29113260 eller elna.p@sprogcentermidt.dk

Indre Bobinaite

Ewelina Paukszzielo og Gudbjørn Gardarson

Migle Høgnaberg

Ewelina og Gudbjørn


feb, 2018