Nyhedsoverblik

Sundhed på dansk

30 kursister lærte om sundhed på dansk

Ca. 30 kursister på DU 1.1 og 1.2 har de seneste uger haft fokus på ”Sundhed på dansk”. De har arbejdet med det særlige sprog, der knytter sig til sundhed og sygdom, lægebesøg og medicin, hospitaler og klinikker, og formålet har været at styrke sproget og øge forståelsen for, hvordan det danske sundhedsvæsen fungerer.

Bl.a. har kursisterne haft besøg af en psykolog, som opererer på et felt, som mange kursister ellers ikke har let ved at tale om. Desuden har der været fokus på sygdomsforståelse; altså hvornår man er syg og har brug for behandling samt at man selv kan gøre meget for sin sundhed – bl.a. ved motion i stedet for medicin.

Hele forløbet er et resultat af et samarbejde med Horsens Sundhedshus, som i denne uge indbød til en lille workshop. Her fortalte sygeplejerske Maria Bach-Lakner fra Familielægerne i Sundhedshuset bl.a. om, at man i Danmark altid skal bestille tid hos sin egen læge, at vagtlægeordningen træder til, når lægerne har lukket samt at lægerne i øvrigt altid har tavshedspligt.

Elise Gerstrøm fra Svane Apoteket gav en indføring i, hvordan man skaffer medicin i Danmark, hvor mange lægemidler kræver en recept. Nogle kan dog købes i håndkøb; enkelte endda i supermarkedet, men ofte skal der en recept til. Med en elektronisk recept kan man imidlertid købe sin medicin overalt i landet.

Desuden oplyste jordemoder Hanne om de muligheder for samtaler, kontrol og undersøgelser, som alle gravide i Danmark får tilbudt, og Klaus Skjærlund fortalte om de mange lokale patientforeninger i Horsens-området. Her kan også flygtninge få hjælp og vejledning, hvis de har brug for det.

Dagen sluttede med, at alle deltagere blev tilbudt en hørescreening hos Hørebutikken samt fik mulighed for en rundvisning i hele Sundhedshuset, som bl.a. også rummer fysioterapi og tandlægeklinik.


maj, 2016