Nyhedsoverblik

Som frivillig lærer du en masse

Begrundelserne kan være mange forskellige, men glæden ved at være frivillig er den samme. I hvert fald hvis man spørger de frivillige på Sprogcenter Midt, som hver uge bruger nogle timer på at tale dansk med en eller flere kursister.

F.eks. i Horsens er der dem, som bruger tid på at hjælpe og tale med mange forskellige i kortere tid, typisk i studiecentrene, og dem, som hellere taler dansk i helt små grupper på højst tre. Nogle gange én til én. Direkte adspurgt varierer deres bevæggrunde meget:

-Det giver noget at foretage sig. Jeg blev træt af den skingre tone og ville hjælpe nogle udlændinge. Det er spændende at høre, hvad de ved om Danmark – og jeg lærer selv en masse. Man sparer mange rejser, for verden kommer til dig. Man ser den danske kultur mere tydeligt gennem andre, lyder en sammenskrivning af forklaringerne.

En af de mest trofaste er Aase Laursen, som faktisk har været frivillig siden 1997. Hun kom ind i arbejdet via sit engagement i Dansk Flygtningehjælp, og samtalerne med de mange udenlandske kursister de seneste 22 år har givet meget:

-Jeg var irriteret over tonen over for udlændinge, så jeg tænkte, at jeg selv måtte gøre noget. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Man kan spare mange rejser ved at tale med mennesker fra andre kulturer, og det er ikke bare spændende; du lærer også noget om Danmark, fastslår hun.

Helt så længe har Bjarne Thaarup ikke været med. Han blev opfordret til at melde sig for en håndfuld år siden, og ”fordi jeg ikke er dansklærer”, føler han sig fri til at tale med kursisterne om alt muligt. Han siger:

-Jeg har haft mange en-til-en-kontakter, og har mødt interessante mennesker med rødder fra Baltikum til Mellemøsten. Jeg har en baggrund i uddannelsessystemet, bl.a. på VIA, og på den måde har jeg nogle forudsætninger for at tale med dem om det danske samfund. Der er masser af solstrålehistorier og for mig at se er disse udlændinge et plus for Danmark.

Bjarne taler gerne om alt andet end hverdagen på sprogcentret:

-De dygtige giver jeg en leder fra Weekendavisen, som vi kan tale om. Andre gange kører vi en tur i lokalområdet og taler om det, vi ser, siger Bjarne, som har haft kursister med lige fra Boller Slotshave til Den Genfundne Bro.

Søger flere frivillige
Aase og Bjarne – og alle de andre frivillige – er vigtige for Sprogcenter Midt, som faktisk gerne vil tilbyde de frivillige endnu flere muligheder for at bidrage. Bl.a. som frivillig hjælper i undervisningen på et fast hold, hvor man ikke skal være hjælpelærer, men ”kun” tale dansk med kursisterne undervejs. I Horsens arbejdes der også på at starte en jobklub, som målrettet kan hjælpe kursister i retning af et job i Danmark; bl.a. ved at hjælpe dem med ansøgninger og med at udforme et korrekt cv.

Samtalecafé
Samtidig håber sprogcentret at kunne oprette en samtalecafé i Horsens efter ferien. Her skal kursister og frivillige mødes et par timer en gang om ugen og tale frit om stort og småt.
I Silkeborg har sprogcentret haft en samtalecafé gennem længere tid, og denne café hver torsdag fra 12 til 14 har været en stor succes, siger frivilligkoordinator Sofie Grods Hansen:

-“Tal dansk-caféen” er det af vores frivilliginitiativer, der har den mest uformelle form. Der er kaffe på kanden og småkager på bordet, og masser af snak om alt fra kulturforskelle, arrangementer i byen eller hjælp til at forstå kommunens breve. Kursister såvel som frivillige glæder sig til torsdag eftermiddag, hvor de tankes op af god energi og hyggeligt samvær, siger hun.

Vil du være frivillig?
Hvis du vil være frivillig enten i Horsens, Skanderborg eller Silkeborg, kan du kontakte en af vores tre koordinatorer:

Bjarne Thaarup og Aase Laursen


jun, 2019

Tags: