Nyhedsoverblik

Skræddersyet dansk i lavsæsonen

For Dorte Simonsen, der leder rengøringspersonalet på Scandic Silkeborg, er det vigtigt, at hendes medarbejdere bliver så gode til dansk, at de kan kommunikere med kolleger og hotellets gæster og undgå misforståelser. Det er hotelchef Jakob Beck Wätjen fra Gl. Skovridergaard Hotel og konferencecenter enig i, og derfor tilbyder de to hoteller et otte ugers danskkursus til udvalgte medarbejdere i januar og februar 2020. Kurset er lavet i samarbejde med Sprogcenter Midt, Silkeborg. Og det tegner til at blive en succes, der er værd at gentage.

Dorte Simonsen kan næsten ikke få armene ned, når hun bliver spurgt om, hvad hendes fem medarbejdere fra henholdsvis Etiopien, Thailand, Eritrea og Rumænien får ud af danskkurset om tirsdagen og onsdagen i Silkeborg:

– Jeg får jo nogle fantastiske tilbagemeldinger fra mine medarbejdere, og jeg kan høre, at de allerede nu, på de få uger, de har været i gang, er meget glade for det, og at deres dansk bliver forbedret. Nu går de meget mere op i, hvad de enkelte ord betyder. Og overraskende nok er der også nogle, der nu tør komme lidt mere ud af busken og tør henvende sig til en gæst og sige: ”Goddag og velkommen til Scandic.” Så det er absolut en win-win. De synes, det er sjovt og spændende og anderledes i forhold til, hvad de ellers har prøvet, fordi kurset er specielt designet til dem. Nogle var skeptiske i starten, men nu er det så godt, fordi undervisningen er helt baseret på hotel.

Hoteldansk
Ifølge Dorte Simonsen er det en stor fordel for medarbejderne, at der er kursister fra flere hoteller på kurset, fordi de kan arbejde med et konkret hoteldansk, men også fordi de møder andre medarbejdere, der er i samme båd, så de kan udveksle erfaringer og tips og tricks.

Jakob Beck Wätjen synes også, at ideen med samarbejde mellem flere hoteller er rigtig godt tænkt.

– I de sæsonudsving der er, minder hotellerne jo meget om hinanden, og så bliver det også mere fagligt dansk og hotelsprog, de kan få lært bedre. Og det er også vigtigt, at det er en målgruppe med andre studerende, som medarbejderne kan se sig selv i.

Hotelmedarbejderne er på kursus to dage om ugen på Sprogcenter Midt i Silkeborg, hvor Sofie Grods underviser. Hun er også begejstret for konceptet.

– I undervisningen tager jeg udgangspunkt i hotellets ønsker, og vi arbejder blandt andet med betydningen af, hvad det vil sige at være en god kollega, at man tager ansvar, og at man har en fælles vision. Vi arbejder også med at turde sige til, når man ikke forstår, og hvor vigtigt det er, at beskeder bliver givet i den rigtige tid. Der er jo stor forskel på, om det er noget, du har gjort, eller noget, du vil gøre. Det er også vigtigt, at medarbejderne lærer at tale med receptionen og med en gæst, der henvender sig.

Sofie Grods giver udtryk for, at kursisterne er meget motiverede og ivrige efter at lære. Blandt andet er en af kursisterne blevet så inspireret af undervisningen, at hun nu ønsker at fortsætte på VUC og at videreuddanne sig.

En anden af deltagerne, Sara Grima, der er housekeeper på Scandic, er på kurset blevet så modig, at hun insisterer på at blive interviewet til denne artikel.

– Det er rigtig godt. Vi lærer mange nye ord og spørgsmål og bliver rettet af læreren, så nu kan jeg snakke med mine kolleger og med min chef. Og tiden flyver bare afsted.


Skræddersyede kurser

Når man spørger Jakob Beck Wätjen og Dorte Simonsen om samarbejdet med sprogcentret, er de ikke i tvivl om, at det har været godt.

– Jeg synes, det er rigtig fint, at det er sprogcentret, der henvender sig til virksomheden og viser nogle muligheder og idéudvikler og foreslår at prøve at lave noget sammen med lignende virksomheder. Der er større synergi i, at man kan se sig selv i andre, og at man kan tale hotel og have et fællesskab allerede, inden man starter, siger Jakob Beck Wätjen.

Dorte Simonsen siger:

– Ja, det er en kæmpe fordel, at kurset er skræddersyet til hotellerne og bliver strikket sammen efter hotellets behov. For eksempel var jeg til et formøde med Elna Leth Pedersen, afdelingsleder for Erhverv, fra sprogcentret, hvor vi blev enige om, hvad der skulle arbejdes med og fik lagt en god plan.

Jacob Beck Wätjen nævner også formøderne som en vigtig del af samarbejdet med Sprogcenter Midt:

– Formøderne er meget grundige, og det er vigtigt, at sprogcentret kommer ud og møder medarbejderne på hotellet, inden undervisningen starter, så de har et indtryk af kursisternes niveau. Det øger også den fælles indlæring.

Dorte Simonsen giver sprogcentret mange roser med på vejen og anbefaler varmt Sprogcenter Midt som samarbejdspartner til andre virksomheder. Hun understreger i den sammenhæng, at det er vigtigt, at man, som virksomhed, tager sig den nødvendige tid og får præsenteret, hvad det drejer sig om over for sine medarbejdere.

– Forarbejdet er vigtigt, så lederen kan sælge ideen til sine medarbejdere og sige, at det her bliver SÅ godt, fordi det er tilrettelagt lige til jer. Og det er helt sikkert, at vi kunne tænke os at sende vores medarbejdere på sådan et kursus igen. Det er der ingen tvivl om. Det er en ren win-win, slutter Dorte Simonsen.

Dorte Simonsen og Sara Grima, Scandic Silkeborg

Jakob Beck Wätjen, Gl. Skovridergaard Hotel og konferencecenter


jan, 2020

Tags: , , ,