Sheren er glad for endelig at lære dansk

Et flertal i byrådet i Hedensted besluttede ved årsskiftet, at flygtninge fremover skulle have mulighed for at følge danskundervisning i dagtimerne.

Tidligere har beslutningen været, at flygtningene skulle være i 37 timers praktik og modtage sprogundervisning om aftenen.

Den nye beslutning blev truffet i erkendelse af, at det er svært for mange af borgerne at møde til sprogundervisning om aftenen pga. børnepasning og transport. Der er samtidig en erkendelse af, at det er vigtigt, at flygtningene får gode danskkundskaber for at kunne begå sig i både arbejds- og hverdagslivet.

En af dem er Sheren Mohammad, som bor i Hornsyld. Hun kom til landet som syrisk flygtning for godt tre år siden, og har været gennem flere udmærkede praktikforløb, men ikke så meget danskundervisning, som hun kunne ønske.
Dette efterår har hun for alvor fået gang i sit nye sprog gennem undervisningen på Sprogcenter Midt i Horsens, hvor hun netop har været til mundtlig test på Dansk 2 modul 4.

Næste skridt er det skriftlige, og Sheren glæder sig, for jo bedre, hun taler og skriver dansk, jo tættere kommer hun målet om en 9. klasses afgangsprøve – og den kan igen bane vejen for en plads på sosu-uddannelsen. Hun har allerede haft et forløb på sosu-skolen i Vejle, og er ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej for hende.

-Jeg har været i praktik på Kildevældet i Hornsyld, hvor jeg bor, og jeg er meget glad for at arbejde med de ældre. For mig er det vigtigt at vi kan hjælpe ældre mennesker til et godt liv, og jeg tænker tit på mine egne forældre, når jeg er på Kildevæld. Min far er død og min mor er fortsat i Syrien, så dem kommer jeg ikke til at passe, men det gør mig glad at være sammen med andre ældre, siger hun.

De seneste par måneder er den længste periode, hun hidtil har fået med sammenhængende danskundervisning, og hun trives i timerne de to dage om ugen, holdet mødes. Især er hun glad for at lære mere grammatik:

-Jo mere grammatik, jeg forstår, jo lettere bliver det at lære sproget, og jeg skal bruge grammatikken til at blive bedre til at skrive dansk. Det går fint med at læse og tale, men jeg skal også kunne skrive f.eks. en ansøgning eller en e-mail, som ikke bliver misforstået, siger Sheren, som tidligere har gennemført både matematik og samfundsfag – sidstnævnte til et 10-tal.

-Jeg er rigtig glad for at gå her og har ventet på chancen. Flere af mine veninder har gået mere på sprogskole end mig, men nu har jeg muligheden, og det er dejligt at lære mere. Det kan jeg virkelig bruge, understreger hun.

At undervisningen også er teoretisk – om hovedsætninger og ledsætninger og den korrekte brug af adjektiver – er helt fint, synes hun.

-Det er bare spændende at have fokus på, hvordan man laver en rigtig sætning, og jeg kan mærke, at undervisningen her gør en stor forskel for mig, siger Sheren Mohammad.

Der er pt. tilmeldt ca. 130 kursister fra Hedensted Kommune til danskundervisning på Sprogcenter Midt; enten i Horsens eller i Hedensted.

Sheren Mohammad


nov, 2019

Tags: ,