Nyhedsoverblik

Reitan får integrationspris

Reitan Distribution får Sprogcenter Midts Integrationspris

Reitan Distribution på Marsalle i Horsens modtog i dag Sprogcenter Midts Integrationspris. Det skete i forbindelse med sprogcentrets translokation i Horsens.

Reitan Distribution får prisen for sin store indsats for at hjælpe højtuddannede unge udlændinge ind på det danske arbejdsmarked. Det seneste år har Reitan og Sprogcenter Midt samarbejdet om danskundervisning på arbejdspladsen – i første omgang som et tilbud til dem, der har færdiggjort deres uddannelse og som har brug for mere dansk for at kunne klare deres arbejde på kontoret.

Samarbejdet er senere blevet udvidet til også at gælde medarbejdere på aftenholdet på lageret.

-Det unikke er, at Reitan virkelig prioriterer danskundervisningen. Reitan har et klart formål med at tilbyde medarbejderne danskundervisning – de vil gerne rekruttere til ansvarsfulde opgaver indefra. Her er en af betingelserne, at man er god til dansk, og det tager virksomheden et medansvar for, sagde afdelingsleder for Erhverv på Sprogcenter Midt Elna Leth Pedersen i sin begrundelse.

Det var Bettina Bojsen, der modtog prisen på vegne af Reitan Distribution.

Ved translokationen, hvor formanden for beskæftigelses- og integrationsudvalget Lisbeth Torfing holdt festtalen, fik 178 lokale kursister overrakt deres eksamensbevis.

Tre af kursisterne fik desuden den særlige sprogcenter-pris, som gives til kursister, der har ydet en særlig stor faglig eller social indsats undervejs.

Prismodtagerne var denne gang Abad Alsalam Mohamad, som fik prisen for at være en fantastisk rollemodel, målrettet og flittig – og i øvrigt var han en af de første i Horsens, der fik en IGU-kontrakt. Ali Mohammed Farid fik sin pris for sin vedholdenhed, arbejdsomhed og evne til at reflektere ikke mindst over de pudsige vendinger i mundtligt dansk. Også Silvia Cayetano Martin fik en sprogcenterpris – for sin jernvilje til at lære, sin nysgerrighed og sit inkluderende væsen, der har været meget værdifuldt for holdet.

Der blev også holdt translokationer på Sprogcenter Midts afdelinger i Skanderborg og Silkeborg. Her fik henholdsvis 62 og 166 kursister deres eksamensbevis, så det samlede antal udlændinge med ny danskuddannelse fra Sprogcenter Midt er altså 406 kursister.

Spørgsmål kan rettes til Elna Leth Pedersen på 29 11 32 60 eller elna.p@sprogcentermidt.dk.

Bettina Bojsen, Reitan

Lisbeth Torfing, Horsens Kommune

Fv: Ali Mohammed Farid, Silvia Cayetano og Abad Alsalam Mohamad


jun, 2018