Nyhedsoverblik

Noget helt andet end at pakke grøntsager

Et mangeårigt ønske hos Aarstiderne i Barrit er her i efteråret blevet til virkelighed.

Virksomheden, der leverer økologiske måltidskasser til hele landet, har startet to hold med danskundervisning i arbejdstiden for ca. 35 medarbejdere, og det er der mange gode grunde til:

-Vi har 12-14 nationaliteter ansat, og det er bestemt en styrke i hverdagen, men det giver selvfølgelig en vis risiko for misforståelser. Derfor har vi længe ønsket at kunne tilbyde danskundervisning, og tidligere i år tog vi ganske enkelt beslutningen. Det kræver koordinering og velvilje fra alle involverede, men det er lykkedes – og medarbejderne er særdeles tilfredse, siger HR-teamleder Vibeke Ankjær Axværd. Bedre danskkundskaber giver bedre dialog med kolleger og chefer, og det kan hjælpe til, at man endnu mere føler sig som en del af holdet, tilføjer hun.

For deltagerne på Aarstidernes onsdagshold er der ingen tvivl om, at danskundervisningen er nyttig – også for dem, der har været på arbejdspladsen længe og allerede taler og forstår dansk ganske godt.

-Jeg har virkelig glædet mig til at komme i gang, for selvom jeg har boet i Danmark i 23 år og arbejdet her siden 2001, kan dansk stadig være svært. Især udtalen kan gi’ problemer, og jeg forstår ikke altid kollegerne, hvis de taler hurtigt, siger Noppamas ”Doy” Andersen.

Hun har i hvert fald ét klart mål med at deltage i undervisningen:

-At lytte og forstå f.eks. hvad der bliver sagt på møderne er vigtigt, så jeg ved, hvilke beskeder der bliver givet. Det er vigtigt, og jeg kan allerede mærke, at det hjælper.

Dialogen i undervisningen er ikke kun rettet specifikt mod grøntsager og andre fødevarer, men også mod en bredere forståelse af dansk og de ord, der udgør hverdagssproget. Derfor spænder emnerne på holdet fra den vigtige morgenkaffe til den forestående juletid og de traditioner, der følger med højtiden samtidig med at kursisterne også får f.eks. grammatiske opgaver undervejs.

For Grazvydas Stalmokas er undervisningen også et velkomment løft til den daglige kommunikation. Han har tidligere, da han gik et par semestre på Sprogcenter Midt som VIA-studerende, fået undervisning i dansk, og de ekstra lektioner er et godt supplement:

-Vi taler mest dansk på jobbet, men engang imellem klarer vi tingene på engelsk, hvis det er mest praktisk. Det er bare ikke alle, der kan tale ret godt engelsk, og så er det helt okay, at det fælles sprog er dansk. Når vi er så mange fra forskellige lande, skal der være ét fælles sprog, siger Grazvydas, der arbejder i pakkeriet.

Hans eneste ærgrelse er, at kurset ligger om onsdagen, hvor han nogle gange har fri. Så må han fra Horsens til Barrit alligevel.

-Ja, det er selvfølgelig lidt kedeligt, men jeg er rigtig glad for muligheden for at blive bedre til dansk. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil blive i Danmark i mange år, men så længe jeg er her, skal jeg øve mig i sproget for at kunne klare mig, siger han.

At kunne tale med kollegerne er et vigtigt formål med kurserne, understreger Vibeke Ankjær Axværd.

-Det er også sundt at blive sat sammen på nye måder, for man ser og viser andre sider af sig selv på den måde. At blive undervist sammen er noget helt andet end at pakke grøntsager. Samtidig har det været vigtigt for os, at medarbejderne har forpligtet sig til at deltage i alle 14 uger, men det har ikke været svært. De er selv meget begejstrede, og vi kan næsten ikke sige nok godt om undervisningen. Det har været et ønske længe, og vi er glade for at være kommet godt i gang, siger hun.

Noppamas “Doy” og Grazvydas


dec, 2019

Tags: ,