Matematik har sit eget sprog

Hvordan ”fordobler” man ingredienserne i en opskrift? Hvordan beregner man prisen på en færgebillet for en hel familie? Og hvordan regner man lettest om til euro eller dollars?

De spørgsmål – og mange andre – er en del af den daglige samtale på FVU-matematikholdet i Skanderborg. Hver mandag mødes ca. 10 kursister til et forløb i matematik, som kan hjælpe dem et ekstra skridt hen mod at blive parat til uddannelse, og undervejs skal de igennem både Trin 1 og Trin 2-prøver.
-Matematik har sit eget sprog, hvor de faglige termer kan være lidt anderledes end i almindeligt dansk. Mange af kursisterne har den grundlæggende matematik på plads, men skal lære de danske udtryk, så de også kan bruge matematikken, siger underviser Inger Thomsen.

Nisreen bruger matematikken både privat og fagligt
For Nisreen Ibo er der flere grunde til at genopfriske sin matematik:

-Til sommer skal min datter begynde i skole. Hun taler allerede godt dansk, og det er vigtigt, at jeg kan hjælpe hende med bl.a. matematik.

-Samtidig taler vi meget om tal og matematik, f.eks. når vi køber ind i Netto, så jeg kan sagtens bruge en masse ord herfra, siger hun.

Nisreen Ibo er til daglig pædagogmedhjælper i en vuggestue i Ry, men hun har ikke planer om at stoppe der.

-Jeg er rigtig glad for jobbet og lærer en masse, men med tiden vil jeg gerne ta’ en uddannelse som pædagog. Så får jeg brug for alle de kurser, jeg kan få, siger hun.

Moustafa lærer mere matematik – og dansk
Matematikken i sig selv er heller ikke det sværeste for Moustafa Abdulrahman, som i Syrien arbejdede som guldsmed. Derfor er han vant til hurtigt at beregne priser, når der skal købes og sælges, men han tager alligevel FVU-matematikken som et velkomment skridt videre.

-Jeg har en diskusprolaps, som driller en del, så jeg er ikke helt sikker på, hvad fremtiden bringer. Men jeg vil gerne videre med et forløb på VUC eller måske Teknisk Skole, og så finde et job bagefter.

-Uanset hvad kan jeg sagtens bruge det her kursus, for det lærer mig mere dansk – selvom den seneste test ikke var så svær, siger Moustafa med et smil.

Procentbegrebet driller
På kurset arbejdes der også med forståelse for matematikken – altså hvorfor man gør, som man gør. Eksempelvis arbejdede et af holdene med procenter, hvor de så på sukkerindholdet i cola.
-De læste på varedeklarationen og fandt ud af, hvor mange gram sukker, der er i en dåsecola, og hvor mange det procent, det udgør.

-Da jeg så viste dem en halvanden-liters cola og spurgte til mængden af sukker i procent, påstod de alle hårdnakket, at der måtte være en højere procentdel af sukker, da den jo var meget større end dåsecolaen.

-Så måtte vi lige bruge lidt mere tid på at arbejde med procentbegrebet og forståelsen af det, fortæller Inger Thomsen.

Hjælp til videreuddannelse
Hun melder om stort engagement, både på holdet i Skanderborg og hos de ca. 20 kursister, som er i gang med FVU-matematik på Sprogcenter Midt i Silkeborg.
-Det har ikke været svært at samle holdene. Mange er kommet af sig selv, så snart det er rygtedes, og mange ser det som en stor hjælp til at komme videre til f.eks. VUC eller SOSU-skolen, siger Inger Thomsen og tilføjer, at undervisningen er rettet ”meget mod virkelighedens verden”:

-Matematik kræver et særligt ordforråd, men det er samtidig en del af sproget i hverdagen – at kunne beregne en rabat, at kunne læse og forstå en regning, at omregne valuta og at have forståelse for begreber som større og mindre.

-Det bruger vi også kurset til, så de er godt forberedte til de kommende prøver, siger hun.

FVU-matematikholdene vil efter alt at dømme fortsætte efter nytår både i Skanderborg og Silkeborg.

Moustafa Abdulrahman og Nisreen Ibo


dec, 2018

Tags: , ,