Nyhedsoverblik

Mad bygger bro

God mad kan bygge bro

Mad er noget autentisk, som kan bygge bro. Alle kan være med og alle har en holdning til den. Derfor er det rigtigt godt at mødes om på tværs af lande, kultur og sprog.

Sådan lyder grundideen bag det projekt, som 14 af Sprogcenter Midts kursister i Silkeborg har deltaget i sammen med 19 elever fra College 360 Hotel og Restaurantskolen. De to undervisningsinstitutioner deler adresse, og derfor er det oplagt at bruge hinanden – f.eks. når ernæringsassistenterne har faget madkultur. I år skete det for tredje gang.

-For det første bliver vores forløb om madkultur verden rundt langt mere autentisk, når vi kan lave mad sammen med folk fra andre lande i stedet for bare at google os til ideerne. For det andet får vi udvekslet masser af viden og historier om maden og de råvarer, vi bruger. Og for det tredje får vi skabt en ”vi”-følelse mellem de elever, som går tæt på hinanden hver dag, siger faglærer Bjarne Hjortshøj.

De to dages fælles projekt, først med en teoridag og bagefter en dag i køkkenet, har været populært for deltagerne fra begge skoler:

-For mig har det været enormt interessant. Én ting er, at den kinesiske mad smager hammergodt, men den er også helt anderledes end den udgave af kinesisk mad, vi er vant til at få herhjemme, siger ernæringsassistent Joy Schroeder, som bl.a. lavede forårsruller – på den ægte, kinesiske måde. De var så populære, at alle forsvandt i køkkenet, før de nåede ind på buffeten. Eleverne måtte lave flere, som forsvandt lige så hurtigt fra buffeten, da maden blev serveret.

Joy suppleres af Sofie Bærentsen, som prøvede kræfter med indisk sambar – en gryderet uden kød – samt idli-boller. Begge dele blev også meget vellykkede, siger hun:

-Undervejs havde vi brug for lidt engelsk eller finde nogle billeder på telefonen for at forklare tingene, men i det store hele fungerede det godt på dansk.

-Og så var det sjovt at lave mad sammen med nogen, der ikke er så krydderiforskrækkede som mange danskere, siger Sofie med et grin.

Tolma på flere måder

Armenske Nana Voskanyan nød meget at lave en armensk dolma, en hovedret med kød, kål og auberginer, med en ernæringsassistent:

-Mad er dejligt at lave sammen med nogen. Jeg kan godt li’ dansk mad – især kagerne er gode! – men det er også dejligt at præsentere den mad, vi laver i mit hjemland, for vi har mange fantastiske og lækre opskrifter, siger hun.

For syriske Nifrosh Tahlw var det ikke bare sjovt at lave sit hjemlands dolmer og foul halabi – en slags hummus med et lokalt twist. Hun har også fået øjnene op for mulighederne ved at lave mad.

-Jeg har tænkt på at blive pædagog, og det er stadig en mulighed. Men måske skal jeg overveje at uddanne mig inden for madlavning, for jeg elsker at lave mad, og man taler en masse dansk imens, siger hun.

Underviser Mette Villadsgaard Toft siger, at det fælles madprojekt både kan bygge bro og måske spore de udenlandske kursister ind på en ide om, hvilke uddannelsesmuligheder der er.

-Desuden får de lov til at være eksperter for en dag, og det påvirker dem bestemt meget positivt, siger hun.

Bjarne Hjortshøj regner klart med at fortsætte projektet de kommende år – måske endda med en udvidelse:

-Vi har talt om at lave en info-aften, hvor sprogcentrets kursister kan få mere at vide om de mange uddannelser, College360 tilbyder inden for håndværk, science, økonomi, markedsføring og sprog – og her er det naturligt at tænke maden med ind igen, siger faglæreren.

Joy  Schroeder (tv)

Nana Voskanyan (tv) og Nifrosh Tahlw (th)


feb, 2018