Nyhedsoverblik

Lighed og familieliv er vigtigt

I disse uger deltager 19 kursister fra 10 lande i årets Sommersprogskole på Sprogcenter Midt i Horsens – og de er kommet godt i gang. Tre af deltagerne har allerede fået masser af tankevækkende input halvvejs i forløbet, og et par ting skiller sig klart ud.

Vi fangede dem i en pause i tirsdagens foredrag om danske værdier, som Poul Erik Flyvholm Jørgensen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, stod for.

-Her er gode muligheder for uddannelse og healthcare, og danskerne virker meget rolige og mindre stressede end andre steder, siger Salma Rodriguez Garcia, 20 år og fra spanske Toledo.

Hun har i mange år været fascineret af Skandinavien, bl.a. af danske fotojournalisters arbejde, og derfor passer sommerkurset perfekt for Salma, som selv gerne vil være journalist og fotograf.

-Det virker som om, danskerne har nogle ret klare værdier, og at alle er ret enige om dem. Det er helt klart en styrke, siger Salma.

Hun bakkes op af Gregory Neal Mackertich, 19 år og fra Boston:

-Danskerne er måske lidt sværere at komme i kontakt med umiddelbart. Amerikanerne taler bare med alle, men det gør danskerne ikke. Til gengæld er danskerne mere knyttede til hinanden i familien, man taler mere sammen og spiser flere måltider sammen hver dag. Det kan jeg godt li’, siger Gregory, som har en dansk farmor og derfor kender en del til Danmark.

-Vi spiser risalamande til jul, og jeg er nok mere ”dansk” opdraget end mine kammerater. Med mere sans for fællesskabet end for individet og med høflig respekt for andre. Samtidig er der en stor lighed mellem de sociale klasser – en læge kan sagtens være nabo til en skraldemand. Det ser du ikke i USA, siger han.

For 28-årige Mariana Nunes Dos Santos Catharina fra Rio de Janeiro var det et Visit Denmark-fremstød i Brasilien, som for nogle år siden tændte interessen. Gennem sit job som tysklærer har hun en naturlig interesse i det nordlige Europa, og sprogskolen er et logisk skridt for hende. Hun er glad for undervisningen i dansk, men:

-Dansk kræver masser af øvelse, og jeres udtale er temmelig svær. I bruger slet ikke de samme lyde, som vi er vant til, konstaterer hun med et smil.

Gregory supplerer:

-Min farmor taler dansk med stærk jysk dialekt, og hende har jeg stadig svært ved at forstå…

Trods god undervisning og spændende besøg på f.eks. Aros har Mariana hæftet sig mest ved det danske familieliv som en foreløbigt højdepunkt:

-F.eks. er det tydeligt, at moren i ”min” familie ikke kun er mor, hun er også sig selv. Det er tydeligt at mærke, at familien er vigtig, men at den enkelte også er det. Det er ret stærkt.

Sommersprogskolen fortsætter til udgangen af uge 33, og i løbet af de tre uger skal deltagerne – ud over undervisningen i dansk – bl.a. besøge Velux, et plejecenter, Uldum Højskole, på tur til Aarhus, besøge FÆNGSLET samt vises rundt på Horsens Rådhus.

Mariana (tv), Salma og Gregory


aug, 2019

Tags: