– I har taget et modigt valg
Årets festtale holdt Andreas Boesen, der er formand for internationaliseringsudvalget i Horsens Kommune. Han roste bl.a. de mange kursister for deres store arbejdsindsats.
– I dag er det ikke så vigtigt, hvorfor I er kommet til Danmark. I dag er det væsentligste, at I har taget et aktivt valg om at lære om Danmark og lære det danske sprog. Og det er et sejt valg. Det er et modigt valg. Det er et valg der åbner nye muligheder op for jer og vil ændre jeres liv. Dansk er den bedste vej til fællesskabet på arbejdspladsen og i fritiden i idrætsforeningen. Det er den bedste vej til integration. Og den vej har I taget og det fortjener I stor ros for, sagde Andreas Boesen, og han understregede, at Danmark har brug for de mange udenlandske kursister:
– Hvis I ikke allerede gjorde det, håber jeg, at I – efter at have modtaget jeres eksamensbevis – føler jer en smule mere danske efter i dag, sagde han.
Andreas Boesen sluttede af med en joke, der passede godt til lejligheden:
– Jeg mødte forleden en iraner, som spurgte mig: Andreas, hvorfor taler man dansk i himlen? Det vidste jeg ikke. Jo, sagde han, det er fordi dansk tager en evighed at lære.
På billedet Lene Glyngø og Andreas Boesen.