Nyhedsoverblik

Hjælp til ordblindhed

Teresa fik hjælp til at besejre sin ordblindhed

Da Theresa Jensen drev sin egen frisørsalon i Nigeria, måtte hun have hjælp fra familien, hver gang der bippede en sms ind eller kom et brev.

-Jeg kunne ikke læse dem, så min søster og lillebror måtte altid læse dem for mig, fortæller den 35-årige kvinde, som nu er dansk gift og igennem godt to år har været kursist på Sprogcenter Midt i Skanderborg.

I dag læser hun selv sin post ”med mindre der er nogle meget lange ord – så spørger jeg min mand”. Men det fremskridt er ikke kommet af sig selv. Der viste sig, at der skulle mere end danskundervisning til, da hun første gang gik ind på sprogcentret. Theresa er nemlig ordblind.

-Jeg har tidligere været meget usikker på mig selv, og var også meget nervøs for sproget, inden jeg kom til Danmark – især, om jeg kunne læse og skrive dansk. Min mand var overbevist om, at det nok skulle gå, og købte sprog-cd’er og en iPad til mig, men alligevel gik det langsomt i begyndelsen, siger hun.

Først lærte hun tallene, dernæst at sige ”jeg elsker dig”. Hun mærkede fremskridt, men læringen tog først for alvor fart, da hun kom i gang med OBU-undervisning, som er sprogundervisning målrettet ordblinde.

-Det er første gang, jeg har fået specialundervisning, og det var faktisk fint at opleve, at andre kunne ha’ samme udfordring. Det var ikke kun mig, der havde dét problem, siger Theresa, der virkelig har flyttet sine danskkundskaber siden.

-Vi skrev breve, vi læste og lyttede og vi brugte især iPad meget. iPad’en hjælper mig meget med både at læse og skrive, og med nogle særlige programmer kan jeg selv forstå meget mere, fortæller Theresa.

De programmer, hun bruger, er bl.a. AppWriter og Google Translate, og de kan også bruges i den almindelige danskundervisning og i fritiden.
Næste skridt for Theresa er et job. Hun har haft forskelligt vikararbejde, bl.a. inden for rengøring og som køkkenassistent, og efter sommerferien skal hun i gang med en EUV (ErhvervsUddannelse for Voksne) med dansk, engelsk, matematik og samfundsfag på skemaet.

Ordblindeundervisningen på Sprogcenter Midt er et gratis tilbud til voksne ordblinde, der samtidigt deltager i en danskuddannelse på sprogcentret.
Ordblindeundervisningen foregår på små hold – fem-seks deltagere – med individuelt tilrettelagt forløb. Forud går en samtale med kursistens lærere, ordblindelæreren og skolens vejleder samt naturligvis en test, der afgør, om der er tale om ordblindhed eller ordblindelignende vanskeligheder.


jun, 2016