Silkeborg Kommune gør udlændinge klar til videreuddannelse
Én ting er at tale dansk, så hverdagen på arbejdspladsen fungerer. Noget andet er at mestre sproget, så man kan gennemføre en uddannelse.
-På arbejdspladsen kan du stort set altid vise, hvad du mener i praksis, hvis du f.eks. giver en medarbejder en instruktion. I undervisningen skal det hele beskrives og forstås gennem sproget, og det er en helt anden måde at bruge dansk på, siger underviser Jens Chr. Christensen.
Siden slutningen af august har Sprogcenter Midt været i gang med et FVU-forløb for Silkeborg Kommune, hvor knap 20 af de kommunalt ansatte i rengøringen har været på skolebænken. Kommunen vil opkvalificere medarbejderne, så de bliver klar til en uddannelse som rengøringsteknikere på Aarhus Tech i løbet af 2017. Det bliver en hverdag langt fra gulvmoppe og spand, og derfor bruger de her i efteråret et par timer om ugen på at forberede sig sprogligt.
En af kursisterne er 54-årige Sukanya Betzer, som oprindelig stammer fra Thailand. Hun har boet i Silkeborg i mange år og har i knap syv år arbejdet som rengøringsassistent i en daginstitution i Sejs. Hun arbejder alene i hverdagen, og en god del af hendes kommunikation med hendes leder foregår via en iPad. Den bruger hun også, når hun f.eks. skal bestille rengøringsmidler og registrere sin mødetid.
-Min hverdag fungerer godt og jeg er rigtig glad for jobbet. Men jeg vil også gerne lære noget mere, og derfor er jeg med her, siger Sukanya, der tydeligt kan mærke, at undervisningen er relevant og givende.