Nyhedsoverblik

Socialt liv og turbohold

Mere socialt liv og fart på klasserne hos Sprogcenter Midt

Flere sociale og udadvendte aktiviteter, mulighed for turbo-klasser til de ekstra motiverede og en mentorordning, der kan være med til at fastholde de studerende på danskstudiet.

Sådan lyder nogle af de anbefalinger, som syv studerende fra VIA University College i februar gav til Sprogcenter Midt.

De syv studerende – fra syv forskellige lande og en række forskellige studier – var på 48 timers effektiv Co-Pilot Innovation Camp, og opgaven lød: Kom med ideer, der kan motivere internationale studerende i Horsens til i højere grad at prioritere deres danskstudier.

Blandt konklusionerne var, at sprogcentret ikke ”kun” skal levere undervisning; det skal også have en social og samlende funktion, fordi de sociale relationer er meget vigtige for motivationen.

De slog også til lyd for turbo-klasser, hvor de ekstra motiverede kan komme hurtigere igennem et danskforløb. I disse klasser kan der være mere hjemmearbejde, men det enkelte modul gennemføres en tredjedel hurtigere, lød forslaget.

Endvidere foreslog de syv fra VIA en mentorordning, som kan være med til at forebygge, at de internationale studerende dropper danskstudierne. En mentor kan være med til at understrege, at dansk både øger jobchancerne og giver en masse på det menneskelige plan.

Centerchef Lene Glyngø og den øvrige ledelse på Sprogcenter Midt er nu i gang med vurdere og påbegynde nogle af de mange ideer og anbefalinger – både på kortere og længere sigt.

– Danmark mangler højt uddannet arbejdskraft, og vi ved, at manglende danskkundskaber er en vigtig årsag til, at de unge studerende rejser hjem efter den sidste eksamen. Hvis det billede skal ændres, har sprogcentrene en helt central rolle, siger Lene Glyngø.

VIA’s Co-Pilot Innovation Camp er arrangeret af VIA University College og VIA Studentervæksthus.

Se Co-Pilot videoen

Hvordan foregik det? Hvilke ideer og forslag kom de studerende med? og hvordan arbejder sprogcentret videre med dem?


feb, 2017