Nyhedsoverblik

En god COMBI i Studenterhus Aarhus

Studenterhus Aarhus emmer af liv, vidensdeling og ikke mindst en rigtig hyggelig atmosfære. Det er tydeligt en hel almindelig onsdag aften, hvor huset er fyldt op med alt fra debatter til faglige oplæg. I to af husets mødelokaler er der også en rigtig god stemning. Her er internationale studerende fra Aarhus Universitet nemlig til danskundervisning.

Det er efterhånden halvandet år siden, at samarbejdet mellem Studenterhus Aarhus og Sprogcenter Midt blev etableret. Samarbejdet har resulteret i, at internationale studerende bliver tilbudt SCM Combi, der som navnet antyder, er en kombination, nemlig mellem danskundervisning in-class og selvstudie.

Sigrun Schauburg-Müller, der er international koordinator i Studenterhus Aarhus, er rigtig glad for samarbejdet. ”Vi er især glade for at kunne tilbyde dansk i nogle rammer, de studerende kender, og tæt på der, hvor de studerer”, siger hun.

I danskundervisningen sidder Samira Beiser fra Tyskland. Hun studerer til daglig medicin og er selv blevet anbefalet SCM Combi af en ven. Samira synes også, at det er et stort plus, at undervisningen foregår tæt på studiet. Hun fremhæver desuden det positive i, at danskundervisningen er synkroniseret med hendes øvrige skema på universitetet. ”At undervisningen derudover også er kombineret med online selvstudie er tidsmæssigt helt rigtigt”, siger hun.

“Det er et virkelig godt socialt fællesskab, og de studerende viser stor interesse for både sproget og for at få viden om dansk kultur og arbejdsmarked”.
-Mette Villadsgaard, underviser hos Sprogcenter Midt

To af danskunderviserne er Maria Porse Laursen og Mette Villadsgaard, der begge er drevne udi såvel almindelig undervisning som brugen af onlineplatforme. De værdsætter samarbejdet og at undervise de studerende. ”Det er en både sjov og spændende opgave at undervise i Studenterhuset og mødes med en flok unge og topmotiverede studerende. De har alle været i Danmark i ganske kort tid og er nysgerrige efter at lære dansk, som de kan bruge i deres hverdag”, siger Maria og understreger, at stemningen altid er god, og at alle deltager aktivt. Mette er enig. “Det er et virkelig godt socialt fællesskab, og de studerende viser stor interesse for både sproget og for at få viden om dansk kultur og arbejdsmarked”, siger hun.

Ungarske Ferenc Hajósi, der studerer Economic and Business Administration, takkede ja til dansktilbuddet, fordi sproget for ham er den primære måde at få kendskab til dansk kultur. ”Jeg vil blive i Danmark længe, så selvfølgelig skal jeg lære sproget”, siger han og fortæller, at han allerede har stor gavn af det danske sprog i butikkerne. Han kan stort set shoppe ”på dansk”.

”Sproget er vejen til at blive integreret”.
-Marcos Gonzalez, studerende fra Ecuador

Hans medstuderende Marcos Gonzalez fra Ecuador er enig i, at den kulturelle faktor er vigtig. ”Sproget er vejen til at blive integreret”, siger han.

Alina Nechita, der er rejst hertil fra Rumænien for at studere Cognitive Science, deltager også i forløbet og synes, det er respektfuldt at lære sproget. ”Jeg oplever, at danskere er stolte af deres sprog og kultur. De bliver glade, når de oplever, at jeg gør en aktiv indsats for at lære sproget”, siger hun.

”Uanset om de studerende er her på et kort eller længerevarende ophold, bidrager undervisningen til, at de får mere ud af deres ophold i Danmark. Og så bliver de forberedt på, hvad der eventuelt venter efter endt studietid”.
-Sigrun Schauburg-Müller,
International koordinator i Studenterhus Aarhus

Der er stor enighed om, at dansktilbuddet er et hit. Og at der kun er gode grunde til at prioritere det. Selv er Sigrun Schauburg-Müller ikke i tvivl om undervisningens betydning for de studerende. ”Uanset om de studerende er her på et kort eller længerevarende ophold, bidrager undervisningen til, at de får mere ud af deres ophold i Danmark. Og så bliver de forberedt på, hvad der eventuelt venter efter endt studietid”, siger hun.

Samarbejdet mellem Studenterhus Aarhus og Sprogcenter Midt fortsætter ufortrødent. For det er en god COMBI.

Danskundervisning i Studenterhus Aarhus


dec, 2021

Tags: , ,