Nyhedsoverblik

Dansk og fitness

Lær dansk – og lær din krop at kende samtidig

12 kursister på Sprogcenter Midt kombinerer undervisning i dansk med fysisk træning hos Quick Care

Det er svært at falde til i et nyt land, når kroppen gør modstand og gør ondt. Men i Silkeborg er 12 kursister i gang med et forløb, der kombinerer danskundervisning med fysisk træning. Forløbet har titlen Krop og Sprog i Arbejde og har 12 kursister på holdet. Det er personer, som taler dårligt dansk og samtidig typisk døjer med fysiske smerter, som de har svært ved at forklare – af flere grunde:

-Dels taler de generelt ikke så godt dansk fra begyndelsen; dels mangler de kropsforståelse. Tilsammen gør det, at de simpelthen ikke kan forklare, hvordan de har det. Ondt i ryggen bliver til ondt i hele ryggen, i stedet for at de kan udpege det sted, hvor smerterne begynder, siger Karina Nørskov, der er centerchef hos Quick Care i Silkeborg.

Krop og Sprog i Arbejde udføres af Sprogcenter Midt og Quick Care i fællesskab, og kursisterne bliver udpeget af Jobcenter Silkeborg.

-Kursisterne har ofte meget dårlige danskkundskaber og har måske aldrig set et fitnesscenter indefra. Mange af dem har også psykiske problemer eller deciderede traumer med i bagagen.

Med dette projekt kan vi hjælpe dem et skridt eller to videre på begge fronter, oplyser Margot Skyum, afdelingsleder for Erhverv på Sprogcenter Midt.

Billedet viser kursisterne Adel Wais (forgrunden) og Maheswar Timsina.

Målet er at forberede kursisterne på FVU trin 1. Det sker gennem 80 dansklektioner fordelt over ni uger i kantinen på Sportscentret i Silkeborg, og sprogundervisningen efterfølges af et besøg i husets træningscenter.

I slutningen af forløbet skal kursisterne have en praktikplads, som kan hjælpe til at afklare deres muligheder. Her hjælper det både at få forbedret sproget og at få en bedre bevidsthed om kroppen, påpeger Karina Nørskov.

-Det er jo ikke usædvanligt at mærke en fysisk smerte f.eks. i lårmusklerne, hvis du har trænet hårdt. Men dén smerte er ny for dem, og der skal de lære, at selvom det gør

ondt ét sted i kroppen et kort stykke tid, er det ikke en uforklarlig eller negativ smerte. Den kan forklares og den forsvinder igen. Men for flere af kursisterne er det helt nyt at træne kroppen på den måde. Det betyder også, at nogle af dem ikke har en ”stop-knap” fra begyndelsen – de træner, indtil de syrer helt til, fordi de ikke er vant til at mærke deres egen grænse, siger hun.

En anden udfordring kan være de kulturforskelle, kursisterne møder op med.

-Afstanden kan være stor fra Asien og Mellemøsten via Afrika og til Grønland. Der er også store forskelle på, hvordan man ser på samfundet og ens egen situation. Vores erfaring er, at de forskelle bliver mindre, jo længere frem i forløbet vi kommer, siger Karina Nørskov.

Det er tredje gang, Krop og Sprog i Arbejde finder sted. Erfaringen fra de tidligere forløb er, at kursisterne får en klart bedre kropsforståelse og at godt 80 pct. af dem kommer ud i et praktikforløb. Dette års forløb slutter midt i december.

Yderligere oplysninger hos centerchef hos Quick Care Karina Nørskov, 29 87 30 17 eller hos afdelingsleder for Erhverv på Sprogcenter Midt Margot Skyum på 29 71 70 61.


dec, 2015