Nyhedsoverblik

Dansk med jobgaranti

Praktiksamarbejde for at få flere flygtninge i arbejde er en succes

 

Et tæt samarbejde mellem fire jobcentre og Danish Crown om praktik og skræddersyet danskundervisning fra Sprogcenter Midt fungerer efter hensigten. Jobcentrene i Horsens, Odder, Skanderborg og Hedensted kommuner får borgere i gang på arbejdsmarkedet, og virksomheden får kvalificerede medarbejdere, der kan klare sig på dansk.

Arkivfoto udlånt af Danish Crown

I år er projektet med flygtninge, der kommer i praktik med tilhørende danskundervisning, netop gået i gang med sin tredje sæson på storslagteriet Danish Crown ved Horsens. 18 deltagere får et praktikforløb, hvor de bagefter kan få tilbudt et job som ferieafløser og siden – for fleres vedkommende – et fast arbejde.

-Vores opgave er at hjælpe både de lokale virksomheder og de flygtninge, der bor i området, og ikke mindst fordi der er færre flygtninge end tidligere, er det helt logisk at samarbejde på tværs af kommunegrænserne for at få et hold på en passende størrelse. Flygtningene drømmer om et job som vejen ind i det danske samfund, og en virksomhed som Danish Crown er altid på udkig efter nye medarbejdere. Så er det helt logisk, at vi i jobcentrene samarbejder, siger Annette Mønster, der er teamkoordinator hos Jobcenter Horsens.

Hun understreger, at danskundervisningen er en meget vigtig del af projektet. Én ting er at lære rutinerne og reglerne på et slagteri; noget andet og lige så vigtigt er at kunne forstå hurtige beskeder og kommunikere med kolleger og chefer.

Jobkonsulent Carsten Kjærgaard fra Jobcenter Odder er meget glad for samarbejdet:

-Vi kom med i fjor, og har ikke været i tvivl om, at vi skulle være med igen i år. I fjor fandt vi knap en tredjedel af deltagerne, og i år er det otte ud af 18. Selvfølgelig er målet, at så mange som muligt bliver selvforsørgende, men hver enkelt, der ender med et fast job, er en succes for os, siger han og fortsætter:

-Samtidig er det rigtig godt, at Sprogcenter Midt skræddersyr undervisningen, så den passer til hverdagen på slagteriet. Det øger chancen for, at kursisterne får fast arbejde bagefter.

Danish Crown oplyser, at der i 2016 var 17 af kursisterne, der fik tilbudt job som ferieafløsere, hvoraf de ni siden blev fastansat. I 2017 var der igen 17, der blev tilbudt ferieafløsning, og fire af dem blev siden fastansat. Praktikforløbet på Danish Crown begyndte 13. april.

Skal vi også skræddersy danskundervisning til dine medarbejdere?

Vi lytter til de behov virksomheden og medarbejderne har. Vi afstemmer forventninger om indhold og mål for undervisningen, som fx inddrager specifikke jobfunktioner og faglige udfordringer i jeres hverdag. Herefter planlægger vi en undervisning som løfter medarbejdernes danskkompetencer.

4 ting du bør vide om danskundervisningen

  1. Undervisningen kan være gratis
  2. Vi kan undervise på virksomheden og i arbejdstiden
  3. Virksomheden kan søge løntabsgodtgørelse (SVU)
  4. Vi afdækker jeres behov, screener medarbejderne og sætter de rigtige hold sammen.

Ring til Elna Leth Pedersen

Afdelingsleder Sprogcenter Midt Erhverv

  • Telefon: 29113260
  • Mail: elna.p@sprogcentermidt.dk

apr, 2018