Regler for DU-Dansk

Der gælder specielle regler for DU-Dansk, som hører under loven om danskuddannelse i Danmark. Nedenfor kan du se, hvilke regler du skal være opmærksom på, hvis du er international arbejdstager eller studerende.

Læs mere om DU-Dansk.

Hvis du har spørgsmål om, hvad reglerne betyder for dig, er du velkommen til at kontakte vores vejledere.

Få et overblik over reglerne for DU-Dansk

 

5-årig uddannelsesperiode

Du har ret til danskundervisning i op til 42 måneder svarende til 3½ år inden for en 5-årige uddannelsesperiode.

Som nyankommen i Danmark modtager du et brev (i e-boks) fra kommunen indenfor den første måned efter din registrering. Brevet fortæller om din ret til danskundervisning i 5 år gældende fra den oplyste dato i brevet.

Det er vigtigt, at du kontakter sprogcentret senest 30 dage efter du har modtaget brevet fra kommunen. De 42 måneder går i gang, når du har modtaget brevet. Hvis du ikke starter til undervisning med det samme, skal du derfor huske at udskyde din start.


Udskudt start af DU-Dansk

Du kan udskyde din start af danskundervisning og dermed undgå at miste din ret til 42 måneders undervisning. Du kan bruge formularen i Selvbetjening, eller du kan sende din anmodning på mail til os og samtidig oplyse, hvornår du i stedet forventer at starte danskundervisning. Du skal sende din anmodning senest 30 dage efter, du har modtaget brevet fra kommunen.


Depositum

Du skal betale et depositum på kr. 1.250, før du kan starte til dansk. Hvis du er au-pair, skal du ikke betale depositum.

Refusion af depositum

Dit depositum overføres automatisk til det næste modul efter bestået modultest. Depositum bliver refunderet, hvis du ønsker at stoppe din danskuddannelse efter du har bestået en modultest eller den afsluttende Prøve i Dansk, eller hvis du vælger at fortsætte på FVU-Dansk.

For at anmode om refusion af dit depositum, skal du sende en mail til depositum@sprogcentermidt.dk. I mailen skal du forklare, hvorfor du ønsker refusion, og du skal angive dit navn, fødselsdato, adresse, telefonnummer og dit konto- og registreringsnummer (ikke kortnr.). Vi kontakter dig for at bekræfte din anmodning.


Klippekort

Som ny i Danmark får du tildelt et klippekort til DU-Dansk.

Klippekortet styrer den tid, du har til rådighed for at fuldføre hvert modul på DU-Dansk.

Klippekortet gælder i 5 år og giver dig ret til danskundervisning i op til 3½ år. Klippekortet omfatter op til 6 klip. Hvert enkelt klip svarer til et modul på DU-Dansk og har en maksimal varighed, se illustrationen til højre.

Læs her hvad du skal gøre, hvis du vil udsætte din start på danskundervisning og dermed udsætte aktivering af dit klippekort.

Hvordan virker klippekortet?

  • Dit klippekort aktiveres automatisk, hvis du ikke beder om at udsætte din start på dansk. Dette gælder også, når du er tilmeldt et hold på sprogcentret, uanset om du møder op til undervisningen eller ej.
  • Når et klip er aktiveret, så kan du ikke stoppe det.
  • Når du har bestået en modultest, stopper klippet, og det næste klip aktiveres automatisk. Du kan ikke overføre tid fra ét klip til det næste modul.
  • Du kan følge dit klippekort med vores Sprogcenter Midt app. Du kan også spørge din lærer eller din vejleder om, hvor meget tid du har tilbage på et klip, eller hvor mange klip du har tilbage på klippekortet.

Hvad hvis jeg ikke bliver færdig med et modul på ét klip?

  • Hvis du ikke når at bestå din modultest i løbet af den tid, et klip varer, så aktiveres det næste klip på klippekortet. Det betyder, at du vil mangle et klip til at afslutte sidste modul på DU-Dansk.
  • Hvis du ikke når at bestå den afsluttende Prøve i Dansk indenfor det sidste klips varighed, har du ret til at gå til prøve ved førstkommende prøvetermin (maj/juni eller november/december).

Kan jeg sætte klippekortet på pause?

  • Du kan i løbet af de 5-års ret til DU-Dansk indlægge pauser fx til ferie, barsel m.m., men du kan kun holde pause mellem to moduler, dvs. straks efter du har bestået en modultest.
  • Hvis du holder pause mellem to moduler, skal du meddele det til din vejleder, helst FØR du går til test, eller senest én uge efter testen.
  • Hvis du vælger at holde pause midt i et modul, så kører klippet videre, og du kan ikke stoppe det.
Det er vigtigt, at du sætter dig godt ind i reglerne om klippekort. Du er velkommen til at spørge vores vejledere, hvis du er i tvivl.


Modulgebyr

Modulgebyret for DU-Dansk er kr. 2.000 (det bestemmer en ny lov om brugerbetaling på danskuddannelse, der trådte i kraft den 1. juli 2018).

Det betyder, at du som udenlandsk arbejdstager eller studerende skal betale et modulgebyr, før du kan starte på din danskundervisning.

Læs mere om, hvad det koster at lære dansk.

Modulgebyr betales via Selvbetjening.