Nyhedsoverblik

2015 integrationsprisen

Møllgaard VVS fra Horsens fik fredag formiddag Sprogcenter Midts Integrationspris for at have ydet en ekstra indsats ved at åbne dørene for en ung kursist fra sprogcentret. Det skete ved sprogcentrets translokation på Ceres Centret.

Kim Rasmussen fra Møllgaard VVS tog imod prisen, som firmaet – der har 15 ansatte – får for sit arbejde med en ung syrisk flygtning, Yaser Khalaf.
-Yaser havde vvs-erfaring fra hjemlandet og vi valgte at give ham en chance i form af et praktikophold. Det har vi bestemt ikke fortrudt, siger Kim Rasmussen, der fra begyndelsen var positiv, da sprogcentret kontaktede ham for at høre om praktik-muligheder.

Fra Sprogcenter Midt lyder begrundelsen, at Møllgaard VVS og Kim Rasmussen hele vejen igennem har været meget seriøse og åbne. Også da praktikopholdet var slut, hvor Kim Rasmussen selv kontaktede Yasser for at tale om fremtiden.

-Han planlagde et forløb for Yasser med forskellige opgaver for at få klarlagt, hvilke kompetencer han havde med fra sit hjemland, og tog sig virkelig godt af ham.

Næste skridt bliver at spore Yasser ind på en fremtid som vvs-mand, mens han går på sprogcentret – gerne i form af en tilknytning til Møllgaard VVS. Vi er ekstra glade for indsatsen, fordi det viser, at også mindre virksomheder virkelig kan gøre en stor forskel, siger projektmedarbejder i erhvervs- og ungeafdelingen Lars Mose.

Prisen består i øvrigt af en indgraveret Georg Jensen sølv-kandelaber.

Desuden blev der delt tre priser ud til studerende, der har markeret sig med en særlig faglig og/eller social indsats – de tre var Margaret Nayombi Olsen, Praphaporn Duanghongpol samt Nazara Sandiani.

I alt sagde 192 kursister fra Sprogcenter Midt farvel med en bestået danskprøve i rygsækken.  De fordeler sig med 25 på Danskuddannelse 1, 94 på Danskuddannelse 2 samt 73 på Danskuddannelse 3.

Yderligere oplysninger hos centerchef Lene Glyngø på lene.t@sprogcentermidt.dk eller via 76 25 99 26.


sep, 2015