Nyhedsoverblik

Integrationspris til Kloster

Sprogcenter Midts Integrationspris 2017 gik til Kloster A/S i Løsning

159 kursister fik deres danskbevis og sagde torsdag farvel til Sprogcenter Midt ved den traditionsrige translokation på Ceres Centret i Horsens. Ved samme lejlighed modtog transport- og stevedorevirksomheden Kloster A/S i Løsning Sprogcenter Midts Integrationspris 2017.

-Kloster A/S har gjort en helt ekstraordinær indsats for at få deres fire rumænske medarbejdere integreret i virksomheden.

De har tilbudt dem at lære dansk i arbejdstiden, og medarbejderne har lært dansk på rekordtid. Det er tydeligt, at virksomhedens engagement smitter af på medarbejderne – og de er heller ikke bange for at stille høje krav til de udenlandske ansatte. Samtidig har vi som sprogcenter oplevet en helt særlig positiv tilgang fra virksomhedens side, sagde afdelingsleder for Erhverv, Elna Leth Pedersen, i sin begrundelse for prisen, som blev overrakt til Kim Frank Nielsen fra Kloster A/S.
Han kvitterede med en positivt tilsagn:

-Jeg vil sige til alle jer, der har fået et eksamensbevis i dag, at Danmark har brug for jer. Hvis I selv vil, så er der også arbejde at få – ikke kun hos os.

Årets festtaler var Kristina Georgieva, som er tidligere kursist på sprogcentret og som i dag arbejder som logistikassistent på Reitan Distribution. I sin tale lagde hun bl.a. vægt på, hvor vigtigt det er at tale dansk i hverdagen.

-I begyndelsen følte jeg mig ikke som en del af holdet, fordi jeg ikke talte dansk med de andre. Efter et par uger besluttede jeg kun at tale dansk, og så kørte det. Samtidig giver det udviklingsmuligheder, f.eks. med videreuddannelse. Derfor vil jeg anbefale jer, at tale dansk alt det I kan.

-I skal ikke være bange for at bruge sproget – nej, I skal vise, hvad I kan, for ellers går I glip af en masse muligheder, sagde Kristina blandt andet.

Ved translokationen blev Farshid Shahidi Kaviani hædret med Sprogcenterprisen for sin indsats undervejs i danskundervisningen. I begrundelsen lød det bl.a.:

-For nogle mennesker er livet som at køre på en lige vej, For andre er vejen fyldt med huller og sten. Du har skullet lære dansk, være i sprogpraktikker og har samtidig haft store familiemæssige udfordringer. Men du har klaret dig, trods hårde odds. I klassen er du altid hjælpsom og har mange venner. Du har knoklet med at lære dansk, du er analytisk og en utrættelig arbejdshest – og du har forbedret dit resultat med tre karakterer på få måneder.

Du er kort sagt en fantastisk fortælling og en rigtig solstrålehistorie, sagde souschef Mette Hedegaard Jørgensen.

Ud over de 159 kursister i Horsens dimitterede Sprogcenter Midt også 30 kursister i Skanderborg og 72 kursister i Silkeborg.

Kim Frank Nielsen, Kloster A/S

Kristina Georgieva, Reitan Distribution

Farshid Shahidi Kaviani


dec, 2017

Tilmeld dig SprogcenterMidts nyhedsbrev
Vil du også være den første til at modtage opdateringer om de seneste nyheder fra sprogcentret?
Nej tak
Tak for din tilmelding. Du skal bekræfte din e-mailadresse, før vi kan sende dig nyhedsbreve. Tjek din e-mail, og følg vejledningen.
Vi respekterer dit privatliv. Dine oplysninger er sikre og vil aldrig blive delt.
Don't miss out. Subscribe today.
×
×