|
Målgruppe: Kursister med mellemlang og lang skole- og uddannelsesbaggrund.
Mål: Uddannelsen tager sigte på, at kursisterne bliver kvalificeret til at kunne varetage ufaglært eller faglært arbejde samt at kunne deltage i kompetencegivende erhvervs- og voksenuddannelse.
Indhold: Tale og forstå dansk: Kursisterne skal kunne tale et let forståeligt og nogenlunde korrekt og nuanceret dansk. De skal være dygtige til at forstå og referere talt dansk som fx nyheder fra TV.
Kende til dansk kultur og danske samfundsforhold: Kursisterne skal have en stor viden om den danske kultur og det danske samfund. De skal kunne følge med i den aktuelle debat.
Skrive og læse dansk: Kursisterne skal være så dygtige til at læse og skrive dansk, at de kan følge undervisningen sammen med danskere på de danske uddannelsesinstitutioner. Det vil bl.a. sige, at de skal kunne læse autentiske tekster.
Lære at lære: Kursisterne skal vide, hvad det kræver at lære noget, og hvordan de lærer.
Prøve: Modul 5 på uddannelsen kan afsluttes med Prøve i Dansk 3, som er optageniveauet på en række kompetencegivende uddannelser, hvis skolebaggrunden fra hjemlandet i øvrigt opfylder optagelseskravene til den pågældende uddannelse.
De kursister, der gennemfører Modul 6, kan afslutte med Studieprøven, der kvalificerer dansksprogligt til optagelse på en mellemlang eller lang videregående uddannelse.
Prøve i Dansk 3, bestået med et karaktergennemsnit på 4 eller derover, opfylder de krav om dokumentation for danskkundskaber, der kræves ved ansøgning om dansk statsborgerskab.
|