|
På Sprogcenter Midt er undervisningen delt op i tre danskuddannelser: Danskuddannelse 1 Danskuddannelse 2 Danskuddannelse 3
Vi underviser i dansk sprog, kultur og danske samfundsforhold på alle tre uddannelser.
Du kommer til at gå på den uddannelse, der passer bedst til de kvalifikationer, du har i forvejen.
Alle tre danskuddannelser består af seks moduler. Hvert modul slutter med en test, som du skal bestå, før du kan fortsætte til næste modul.
Her kan du se skolemodellen, og du kan læse mere om danskuddannelserne på Integrationsministeriets hjemmeside her.
Praktiske oplysninger om undervisningen Før du kan begynde på sprogcentret, skal du tale med en vejleder, som finder det hold, der passer til dig. Se, hvordan du tilmelder dig, her.
For al undervisning gælder det, at
· undervisningen foregår på hold, hvor nationaliteterne er blandede.
· undervisningen foregår på dansk.
· der er mødepligt til undervisningen.
· det er nødvendigt at forberede sig til undervisningen.
Danskuddannelse 1 (DU1) Hvem kan gå på Danskuddannelse 1? Målgruppen for DU1 er kursister, der ikke har gået i skole i hjemlandet, og kursister, der ikke kender det latinske alfabet.
Hvad er målet for Danskuddannelse 1? Du skal blive så god til dansk, at du kan klare dig på en dansk arbejdsplads og deltage i det danske samfund som aktiv medborger.
I undervisningen skal du arbejde med
· at tale og forstå dansk. Du skal kunne klare dig selv til daglig - når du køber ind, taler med personalet i skole og børnehave, taler med lægen og taler med kollegerne.
· dansk kultur og danske samfundsforhold. Du skal kunne klare dig selv f.eks. når du skal skaffe en bolig eller have et arbejde.
· at skrive og læse dansk. Du skal lære at skrive dit navn, skrive beskeder og udfylde blanketter. Du lærer at læse lette tekster og forstå skilte.
Prøve: Uddannelsen afsluttes med Prøve i Dansk 1 (PD1) Læs mere om Prøve i Dansk 1 her
Danskuddannelse 2 (DU2) Hvem kan gå på Danskuddannelse 2? Målgruppen for DU2 er kursister med en kort skolebaggrund fra hjemlandet.
Hvad er målet for Danskuddannelse 2? Du skal blive så god til dansk, at du kan klare dig på en dansk arbejdsplads. Du skal desuden kunne deltage i kortere uddannelser og kurser.
I undervisningen skal du arbejde med
· at blive god til at tale og forstå dansk. Du skal kunne deltage aktivt i samfundet og det danske demokrati.
· dansk kultur og danske samfundsforhold. Du får en stor viden om Danmark og om den kultur, du møder i hverdagen.
· at skrive og læse dansk. Du skal lære at læse lette hverdagstekster samt at skrive beskeder og breve, både personlige og formelle.
Prøve: Uddannelsen afsluttes med Prøve i Dansk 2 (PD2). Hvis du består prøven med karaktergennemsnittet 2 eller derover, har du de danskkundskaber, der er nødvendige, hvis du vil søge permanent opholdstilladelse.
Læs mere om Prøve i Dansk 2 her
Danskuddannelse 3 (DU3) Hvem kan gå på Danskuddannelse 3? Målgruppen for DU3 er kursister, der har en mellemlang eller lang skole- og uddannelsesbaggrund.
Hvad er målet for Danskuddannelse 3? Du skal blive så god til dansk, at du kan klare dig på en dansk arbejdsplads, og du skal kunne følge undervisning sammen med danskere på landets uddannelser.
I undervisningen skal du arbejde med
· at lære et let forståeligt, nogenlunde korrekt og nuanceret dansk talesprog. Du skal kunne forstå og referere talt dansk på et niveau som nyhedsudsendelser i TV.
· dansk kultur og danske samfundsforhold på et niveau, hvor du let kan følge med i den aktuelle debat i samfundet.
· at skrive og læse dansk. Du skal kunne læse danske tekster af meget forskellig art, og du skal kunne klare dig sammen med danskere på samme uddannelsesniveau, som du selv har.
Prøve: Uddannelsen kan afsluttes
· efter modul 5 med Prøve i Dansk 3 (PD3)
· eller efter modul 6 med Studieprøven
Hvis du består Prøve i Dansk 3 med karaktergennemsnittet 4 eller derover, har du de danskkundskaber, der er nødvendige, hvis du vil søge dansk statsborgerskab.
Læs mere om Prøve i Dansk 3 og Studieprøven her
|