Nyhedsoverblik

Hvorfor skal vi i praktik?

Praktik kan være en direkte vej til et job i Danmark. Men praktik fører også mange spørgsmål med sig.

Derfor har Sprogcenter Midts afdeling i Odder afviklet to temadage, hvor jobkonsulenter og et par lokale virksomheder stiller op til spørgsmål fra en gruppe af sprogcentrets kursister. Formålet var at tale om de praktikperioder, alle kursister skal igennem – hvad kan de forvente og hvad skal de bidrage med?

Spørgelysten var stor, da bl.a. jobkonsulenterne Laila Dueholm og Carsten Kjærgaard på det første møde forklarede om baggrunden for deres arbejde.
-Vores opgave er ikke at være søde, selvom vi gerne vil. Vores opgave er at overholde loven – og loven siger, at I alle skal i praktik i forbindelse med jeres sprogundervisning. Gerne for at komme tættere på et job, men nogle gange er formålet at blive bedre til dansk, forklarede Carsten Kjærgaard.

Lær en masse dansk

Kursisterne fik undervejs en klar forståelse for, at kombinationen af 15 timers sprogcenter og 15 timers praktik er deres job, som de får integrationsydelse for.

Arne Sørensen fra Kvickly i Odder slog fast, at virksomhederne gerne vil stille praktikpladser til rådighed, men at der er én grundlæggende forudsætning:

-I skal lære dansk! Både her på skolen, men også f.eks. ved at gå til fodbold eller fitness. På den måde lærer I ikke bare sproget hurtigere, men I lærer også meget mere om, hvordan danskerne tænker, sagde han og fortsatte:

-Vi lover som regel aldrig et fast job på forhånd, for du skal også have de rigtige personlige egenskaber. Vi har 20.000 kunder om ugen, og de forventer, at man er åben, udadvendt og imødekommende. Det er ikke alle, der er det, konstaterede han.

Han blev suppleret af Lillian Conner fra plejecentret på Bronzealdervej, som også talte om det gode liv – ikke kun for beboerne på plejecentret, men også for praktikanter.

-Vi vil gerne give oplevelsen af en god praktik, hvor I bliver taget godt imod, og vi har flere eksempler på tidligere praktikanter, der er endt med at få fast arbejde, sagde hun.

Tag imod praktikken!

Undervejs mødte kursisterne også Fahd Alraslan, som efter to måneders praktik hos ISS blev tilbudt et rengøringsjob på en skole.

-Det er jeg meget glad for, men jeg går stadig på sprogcentret, fordi jeg skal blive bedre til dansk, forklarede han og understregede:

-I skal tage imod praktikken, også selv om det det ikke er en branche, I lige står og drømmer om. Det kan give arbejde, og jeg er selv stolt og glad for mit arbejde hos ISS – fordi det er MIT arbejde og jeg tjener MINE egne penge.

Fahd Alraslan opfordrer til at tage imod praktikken.

At Fahd fik fast job, hænger også sammen med, at der var plads til ham, da praktikperioden sluttede, sagde Carsten Kjærgaard.

Han understregede, at praktikken ikke er en garanti for at få fast arbejde, evt. via løntilskud i begyndelsen – men at kursisterne skal se det som en mulighed, de ikke har lov at sige nej til.

-Vi er meget opmærksomme på, at der skal være et perspektiv i praktikken, så I ikke bare bliver brugt som billig arbejdskraft og praktikken bliver forlænget i én uendelighed. Så siger vi stop, understregede Carsten Kjærgaard.


jun, 2017

Tilmeld dig SprogcenterMidts nyhedsbrev
Vil du også være den første til at modtage opdateringer om de seneste nyheder fra sprogcentret?
Nej tak
Tak for din tilmelding. Du skal bekræfte din e-mailadresse, før vi kan sende dig nyhedsbreve. Tjek din e-mail, og følg vejledningen.
Vi respekterer dit privatliv. Dine oplysninger er sikre og vil aldrig blive delt.
Don't miss out. Subscribe today.
×
×